Programtekst
Vores verdenssyn i dag er et produkt af fortidens opdagelsesrejsende og deres farefulde færd ud i det ukendte. I dag er der ikke flere hvide pletter på verdenskortet at drage til og udfylde, og det betyder vel så, at der heller ikke er flere opdagelsesrejsende tilbage. Eller gør det? I denne serie undersøger vi, om der overhovedet findes opdagelsesrejsende i det enogtyvende århundrede, og hvad det i det hele taget vil sige at være en sand opdagelsesrejsende.
Afsnit 1 – Er eventyret slut?
I dette afsnit sættes jagten ind på en opdagelsesrejsende. Det skal dog hurtigt vise sig at være en vanskelig mission, der sender os en tur til Moesgaard Museum og tilbage gennem historien og videre til et lille gult hus på Vestsjælland. Besøget i det gule hus indgyder håb og bringer jagten over storebæltsbroen og tilbage til Jylland.
Afsnit 2 – På opdagelse i Guatemalas jungle
I dette afsnit går turen over 9000 kilometer vestpå til det mellemamerikanske højland i den frodige republik Guatemala. Vi rejser med tempeljægeren Christian Christensen tilbage til 2008, hvor hans søgen efter levn fra mayaindianerne sendte ham på en rejse, som han sent vil glemme. Tempeljægeren skal dog vise sig ikke at være den, vi troede.
Afsnit 3 – Turen går til fremtiden
Man kan som bekendt ikke spå om fremtiden. I dette afsnit gør vi alligevel et ihærdigt forsøg på at finde ud af, hvor fremtidens opdagelsesrejser går hen – hvis de da overhovedet bliver til noget. Vores søgen efter svar får hermed sin afslutning. Svaret skal vise sig at være tvetydigt.
Produceret af:
Klara Trebbien, 28392@dmjx.dk
Frede Keldal Hansen, 28335@dmjx.dk
Asta Melchior Jelsing, 28399@dmjx.dk